Keramikrefugie på Ungdomsøen

Fredag, 27. november kl. 17:00 – Søndag, 29. november kl. 17:30
Pris
Gratis
Tidspunkt
Fredag, 27. november kl. 17:00 – Søndag, 29. november kl. 17:30
Sted
Ungdomsøen (Middelgrundsfortet), middelgrundsfortet 1, 1433 København

Fordybelse, workshops og ø-fællesskab

Trænger du til at trække stikket, få lidt ler under neglene og lade kreativiteten løbe løbsk? Måske drømmer du om at lave din helt egen unikke kop, eller måske har du bare lyst til at koble hovedet fra og lade hænderne tage over.

Uanset hvad, så pak din kreativitet og dit gode humør og tag med til Ungdomsøen, når vi inviterer indenfor til et hyggeligt keramikrefugie fyldt med ler, fællesskab og ægte ø-vibes.

På Ungdomsøen har vi et lille, hyggeligt ler-fællesskab af unge, der synes, det er ret fedt at få beskidte hænder og trylle klumper af ler om til noget helt særligt. 

Vi er ikke professionelle keramikere, og vi er på vidt forskellige niveauer. Til gengæld er vi vilde med at eksperimentere, lære nyt og dele vores erfaringer – også de gange, hvor resultatet ikke helt blev, som vi havde forestillet os.

Og vi vil vildt gerne invitere dig med!

Uanset om du allerede har haft ler mellem fingrene, længe har drømt om at lave dit eget finurlige fad eller bare trænger til en pause fra hverdagens ræs, er der plads til dig. Vi inviterer dig med ud på Ungdomsøen, der ligger i et gammelt militærfort med masser af historie, skæve kroge og helt særlige rammer.

I dag er fortet en platform for unges engagement og fællesskaber. Her er der plads til at prøve ting af, få nye idéer og lade sig inspirere af både omgivelserne og hinanden. Og der er bestemt også plads til dig. Ungdomsøen er nemlig alle unges ø - også din og min.

Keramikrefugiet er tænkt som et lille pusterum fra hverdagen. Et helle, hvor tempoet gerne må komme lidt ned, skuldrene sænke sig, og du kan fordybe dig i lerets finurlige verden. Vi bytter hverdagens larm ud med kreative sysler, frisk havluft og hyggelige stunder i godt selskab. Her er der tid til at nørkle, eksperimentere og se, hvad der sker, når man giver hænderne lidt frihed.

Weekenden arrangeres af kreative ildsjæle fra ø-fællesskabet, som sørger for hyggelige rammer og deler ud af deres egne erfaringer. Du skal ikke forvente en masterclass med professionelle undervisere og millimeterpræcise instruktioner. Til gengæld kan du glæde dig til et afslappet og uformelt frirum, hvor vi lærer af hinanden og finder ud af tingene sammen.

På Ungdomsøen er vi nemlig glade for udtrykket doing above learning. Det betyder, at vi tror på at lære ved at prøve os frem. Her er det helt okay at lave fejl, eksperimentere og ende med noget helt andet, end man havde forestillet sig. Ingen forventninger om perfekte resultater – bare lysten til at skabe, udforske og have det sjovt undervejs.

Weekenden er arrangeret af frivillige, og derfor løfter vi også de praktiske opgaver sammen. Vi laver mad, vasker op, rydder af og hjælpes ad med at gøre værkstedet klar og holde det hyggeligt undervejs. Inden vi siger tak for denne gang og sejler hjem, gør vi rent sammen og bærer vores kreationer ned til ovnen, så de er klar til brænding. Kort sagt: Vi skaber ikke kun med hænderne, men også et fællesskab, hvor alle bidrager.

Weekendens program er en blanding af workshops og fri leg, hvor du kan nørkle, eksperimentere og udforske keramikken i dit helt eget tempo. Vi skal prøve forskellige teknikker og lære nyt undervejs, uanset om du er nybegynder eller allerede har godt styr på leret.

Har du drejet 1.000 kopper? sejt! Har du aldrig rørt en klump ler før? fantastisk! Du behøver hverken erfaring, særlige evner eller en stor kunstnerisk plan. Du skal bare have lyst til at være kreativ, være nysgerrig og kaste dig ud i det sammen med os andre.

Program

  • Fredag kl. 17:00: Vi mødes på kajen ved Nyhavn 71. Sørg for at komme i god tid, da færgen sejler præcist.
  • Fredag: Ved ankomst til øen er der velkomst, indkvartering på sovesalene og værkstedstid.
  • Lørdag: Workshops i forskellige keramikteknikker og fri leg i værkstedet.
  • Søndag: Udtjekning af sovesale, færdiggørelse af projekter og oprydning.
  • Søndag kl. 17:00: Afgang fra Ungdomsøen (ankomst i Nyhavn ca 17:30)

(Det færdige program sendes ud før eventet)


Praktisk information

  • Pris: Refugiet er gratis. Det inkluderer sejlads, workshops, overnatning samt fuld forplejning og materialer herunder ler og glaze. Du skal bare komme med god energi og massere lærelyst.
  • Overnatning: Vi sover sammen på øens sovesale. Der er dyner og puder man kan låne, men husk selv at medbringe sengetøj (lagen, dyne-/pudebetræk eller sovepose) samt toiletsager og andre personlige nødvendigheder.
  • Beklædning: Medbring tøj der kan tåle at blive snavset til med ler og glasur, det gælder også fodtøj. Ler er forholdsvis nemt at vaske af efterfølgende, men forvent at blive beskidt under weekenden.
  • Tørring, brænding og glasering: Da dine ting skal tørre og brændes, før de kan glaseres, inviterer vi alle deltagere tilbage til en glaseringsaften den 9/12 kl. 17.00 - 21.30, hvor du kan sætte det sidste præg på dine kreationer. Du er meget velkommen til at tilmelde dig refugiet selvom du ikke kan deltage d. 9/12, så skal du bare være opmærksom på din keramik ikke kan nå at blive færdig før efter nytår. Vi ved julegave sesonen er over os, og keramik er en oplagt mulighed for en hjemmelavet gave til dem man holder kær. Vi sørger derfor for at få transporteret jeres ting ind til land hvor de kan blive afhentet inden jul.
  • OBS: Vi gør os umage med processen, men da ler er et levende materiale, kan vi desværre ikke give 100% garanti for, at alt overlever turene i ovnen.

Har du spørgsmål angående eventet kan du kontakte Natasha på telefon 25310669 eller e-mail natasha.gredsted@ungdomsoen.dk

Vi glæder os til at byde dig velkommen til en weekend med ler, havluft, kreativ fordybelse og masser af hyggelige øjeblikke på Ungdomsøen!

Refugiet er gjort til virkelighed med støtte fra Københavns Kommune.

Vi kan godt finde på at tage billeder og video til arrangementer på Ungdomsøen. Billedmaterialet kan blive brugt til kommunikation af Ungdomsøen på hjemmeside, sociale medier, i tryksager og øvrige medier. Hvis ikke du ønsker at optræde på billederne, skal du bare sige det til fotografen til det pågældende arrangement.